Begrebet er forholdsvist nyt. Det er en sammenblanding af to verdener, som egentlig ikke hører sammen.
Begrebet hentyder til, at det paranormale skal forklares og undersøges ved hjælp af den videnskabelige empiriske metode.
Det paranormale - læren om dét som er uden for vores begrebsverden - behøver i sin egen definition ikke at munde ud i en logisk forklaring.
En paranormal hændelse kan være: En stol som bevæger sig uforklarligt. Men den, som tror på det paranormale, er i sin gode ret til at påstå det er afdøde "faster Oda". Og denne person skal ikke retfærdiggøre eller dokumentere det på nogen vis.
Som paranormal efterforsker, "spænder man remmen" lidt. Man piller sagen fra hinanden og vil redegøre for årsagen til stolens bevægelse. Det kan sagtens være en mere naturlig hændelse, som kan forklare dette. Efterforskeren er helt ligeglad med selve hjemsøgelsen, men ønsker at forstå fysikken og baggrunden. På den måde, kan man måske nemt fjerne fænomenet.
Da "paranormal efterforsker" er selvmodsigende, vinder udtrykket "anormalist" også mere indpas.
Fordelen ved den paranormale efterforsker er, at alt bogføres, noteres og dokumenteres minutiøst. Ligegyldigt hvad sandheden, vil den blive fundet. Selve analysen følger videnskabelig standard, så andre er i stand til at drage konklusioner. Ja, måske finde en større sammenhæng.
Ulempen er efterforskeren i sin reneste form, er ualmindelig kedelig og fastlåst. Der fremkommer uden tvivl et resultat, men kun i meget få tilfælde åbnes muligheden for, der sker noget uforklarligt. Netop fordi langt de fleste paranormale fænomener kan tilskrives naturlige hændelser. Da ser man tit, at personer der udsættes for det uforklarlige hellere henvender sig til en clairvoyant eller healer - da de leverer noget mere "action" og noget der passer bedre ind i en personlig overbevisning.
